Taler: Imâm Muhammad bin Sâlih bin `Uthaymîn (d. 1421)
Kilde:
Spørgsmål: De fleste lærde siger at personen som ikke styrer med dét som Allâh har åbenbaret ikke er vantro – så længe han ikke anser at handlingen er lovlig og ved at Allâhs lov er bedre. Hvad er beviset for at han ikke begår vantro hvis han ikke anser det for at være lovligt? Og hvordan kan vi vide om han anser det for at være lovligt når det er noget som vedrører hjertets troslære?
Svar: Først og fremmest må vi vide, at Takfîr på et individ indebærer at flytte ham fra islâm til vantro. Dette medfører vældige konsekvenser. Én af de vigtigste er, at det bliver tilladt at døde ham og tage hans ejendom. Det er en vældig sag. Det er ikke tilladt at tage let på det. Det er eksempelvis mildere at sige at noget er tilladt eller forbudt uden kundskab – end at sige at nogen er vantro eller muslim uden kundskab.
Takfîr og islâm hører til Allâhs عَزَّ وَ جَلَّ anliggender. Hvis vi kigger på beviserne, ser vi hvordan Allâh beskriver dem som ikke styrer med dét som Allâh har åbenbaret på tre måder:
وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَا أَنزَلَ اللّهُ فَأُوْلَئِكَ هُمُ الْكَافِرُونَ
“De, der ikke dømmer efter det, som Allâh har sendt ned, er de vantro.” (5:44)
وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَا أنزَلَ اللّهُ فَأُوْلَئِكَ هُمُ الظَّالِمُونَ
“De, der ikke dømmer efter det, som Allâh har sendt ned, handler uret.” (5:45)
وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَا أَنزَلَ اللّهُ فَأُوْلَئِكَ هُمُ الْفَاسِقُونَ
“De, der ikke dømmer efter det, som Allâh har sendt ned, er de trodsige syndere.” (5:47)
Ligeledes kaldte Han dét at ikke styre med dét som Allâh har åbenbaret for “uvidenhed” og sagde:
أَفَحُكْمَ الْجَاهِلِيَّةِ يَبْغُونَ وَمَنْ أَحْسَنُ مِنَ اللّهِ حُكْمًا لِّقَوْمٍ يُوقِنُونَ
“Ønsker de sig domspraksis fra uvidenhedens tid? Hvem er vel bedre til at dømme end Allâh for folk, der er faste i troen?” (5:50)
Der skal findes en løsning på disse beskrivelser, der tilsyneladende ser selvmodsigende ud. Den eneste løsning er at implementere Sharî`ah-baserede principper.
Hvis en person afskaffer Sharî`ah og erstatter den med menneskelige love som er i modstrid med dét som Allah har åbenbaret for Sit sendebud, er der ingen tvivl om at han anser det for at være lovligt. Thi han har afskaffet Sharî`ah i sin helhed og erstattet den med sin egen lov eller med en lov som stammer fra én som er værre end ham. Denne person er vantro, fordi når han afskaffer Sharî`ah og erstatter den med menneskelige love, betyder det at han anser det for at være lovligt.
Men gør man Takfîr på denne person? Eller venter man indtil han har fået rede på sandheden? Det er muligt at han blander verdslige spørgsmål med spørgsmål som vedrører troslære og tilbedelse. Derfor ser du hvordan han respekterer tilbedelse og ikke ændrer den. Han siger eksempelvis ikke at Dhuhr skal udsættes til `Asr fordi folk er på arbejde under Dhuhrs tid – eller at man beder `Ishâ’ under Maghribs tid fordi folk skal sove. Han respekterer det. Men når det kommer til verdslige formål, tør han at komme med sine egne love som er i modstrid med religionen. Der er ingen tvivl om at det er vantro – da han afskaffer Sharî`ah og erstatter den med noget andet.
Derimod skal han få rede på sandheden. Lad os kigge på hvorfor han gør det. Det er muligt at visse lærde narrer ham. Der findes lærde som arbejder for staten og fordrejer beviser for at behage magthaverne. De siger for eksempel at mennesker disponerer over verdslige spørgsmål som økonomi, landbrug og transaktioner – fordi deres velstand varierer. Derefter camouflerer de det hele med profetens ﷺ ord:
أَنْتُمْ أَعْلَمُ بِأَمْرِ دُنْيَاكُمْ
“I er kyndigere om jeres verdslige spørgsmål.” (Muslim 2363)
De fleste magthavere i dag er uvidende. De ved intet. Hvis der så kommer en person med et ydre som tyder på kundskab og siger at spørgsmålet vedrører velstand og at velstand varierer afhængigt af tid, sted og tilstand og at profeten ﷺ sagde “I er kyndigere om jeres verdslige spørgsmål” og at ingen skade er sket hvis man implementerer love som var skjulte i ledsagernes tid og som er passende for dagens situation – på den måde tillader han dét som Allâh har forbudt. De siger for eksempel, at der er to typer af renter; én som vedrører bankerne og én som vedrører de fattige – og at den første er tilladt i modsætning til den anden. Det skriver han så under på. Han er uvidende.
Men hvis vi forklarer sandheden til ham og klarlægger at det er forkert, fejl og fordrejning fra den lærds side som narrede ham og han stadig fortsætter med det – siger vi hensynsløst at han er vantro.
Med andre ord har de lærde gjort denne opdeling for at disse uindskrænkede beviser skal være i overensstemmelse med de kendte religiøse principper.