Forfatter: Imâm Muhammad bin Sâlih bin `Uthaymîn (d. 1421)
Kilde: Sharh al-Qawâ`id al-Muthlâ, side 374-375
En person anses for at være vantro (Kâfir) eller syndig (Fâsiq) kun efter at han har fået rede på sandheden. Inden da skal han hverken anses for at være vantro eller syndig.
Hvad angår mennesker som ikke er muslimer fordi de ikke har hørt taler om Islâm, siger vi ikke at de er muslimer. Vi siger at de er vantro og behandler dem som vantro. Derimod kommer Allâh عَزَّ وَ جَلَّ at dømme dem på Dommedagen.
Angående den som tilskriver sig Islâm og bor i islâmiske lande men falder i vantro (Kufr) af uvidenhed, behandler vi ham som en muslim – selvom han falder i vantro. Dette gør vi fordi han tilskriver sig Islâm – men han faldt i vantro eller synd af uvidenhed.
Et eksempel på det er en person som lever blandt folk som ryger og barberer sig. Han har aldrig hørt at rygning og barbering er forbudt. Vi siger ikke at han er syndig (Fâsiq) – fordi han ikke har fået rede på sandheden.
Et andet eksempel er personen som bor blandt gravdyrkere som begiver sig til helgen og retfærdige, døde mennesker og beder dem om ting og sager. Denne person har aldrig fået rede på at dette er forbudt i religionen og ren dumhed. Vi dømmer ham ikke for vantro, thi han er muslim som tror at hans handling er tilladt i religionen.
Herved ved vi at de vantro og dem som falder i vantro er opdelt i to typer:
1 – Den der falder i vantro og anser sig for at være kristen eller noget andet. Denne er vantro indvendigt og udvendigt.
2 – Den som falder i vantro uden at anse det for at være vantro. Han tilskrives Islâm indvendigt og udvendigt. Han mener ikke at hans handling tager ham ud af Islâm. På den måde er han ikke vantro.