Forfatter: Imâm Muhammad bin Sâlih bin `Uthaymîn (d. 1421)
Kilde: al-Qawl al-Mufîd `alâ Kitâb-it-Tawhîd (1/51)
Det er ikke tilladt at betragte nogen som en afgudsdyrker (Mushrik), vantro (Kâfir) eller forbandet (Mal`ûn) – bare fordi personen udfører noget som fordrer det navn. For at kunne dømme på denne måde kræves der anledninger, og ligeledes er der hindringer [som forhindrer sådan en dom]. Vi siger ikke til en person som handler med rente at han er forbandet. Der kan være hindringer som forhindrer forbandelse over ham. Eksempler på disse hindringer er uvidenhed, fejlfortolkning og lignende.
Det samme gælder for afgudsdyrkelse (Shirk). Vi kalder ikke en person for “afgudsdyrker” bare fordi han praktiserer afgudsdyrkelse. Det er muligt at han ikke har fået rede på sandheden eftersom hans lærde er forsømmelige.
Det samme siger vi om personen som faster Ramadhân med tro og håb om belønning. Sådan en person får tilgivet sine tidligere synder. Men vi dømmer ikke et individ med denne dom. Thi domme som afhænger af egenskaber og karaktertræk iværksættes ikke på individer – medmindre betingelserne er opfyldt og hindringerne er fjernet.
Det er afgudsdyrkelse (Shirk) at tilbede grave. Derimod kan vi ikke sige til en person som gør det at han er en afgudsdyrker (Mushrik) inden vi ved at har fået rede på sandheden, eller at man siger at han er en afgudsdyrker i lyset af det tilsyneladende[1].
[1] – Ibn `Uthaymîn رَحِمَهُ اللهُ sagde: “Et andet eksempel er personen som bor blandt gravdyrkere som begiver sig til helgen og retfærdige, døde mennesker og beder dem om ting og sager. Denne person har aldrig fået rede på at dette er forbudt i religionen og ren dumhed. Vi dømmer ham ikke for vantro, thi han er muslim som tror at hans handling er tilladt i religionen.” (Sharh al-Qawâ`id al-Muthlâ, side 375)