Taler: Imâm Muhammad bin Sâlih bin `Uthaymîn (d. 1421)
Kilde: Fitnat-ut-Takfîr, side 59-60
Fra de to lærdes ord – al-Albânî og Ibn Bâz – forstår man at det kun er (større) vantro hvis man anser det for lovligt, i modsætning til den som dømmer med noget andet og ved at det er en synd og ulydighed; denne er ikke vantro, fordi han ikke har dømt sådan fordi han anser det for lovligt – men af frygt, uformåen og lignende. Baseret på dette, omtaler de tre vers tre følgende tilfælde:
1 – Den som dømmer med noget andet end dét som Allâh har åbenbaret i bytte for Allâhs religion. Dette er større vantro som udelukker personen fra religionen. Thi denne har gjort sig selv til en lovgiver ved siden af Allâh عَزَّ وَ جَلَّ, ligesom han hader Allâhs forskrift.
2 – Den som dømmer med noget andet af lyst, frygt og lignende. Denne begår ikke (større) vantro. Han er en trodsig synder.
3 – Den som dømmer med noget andet af undertrykkelse og uretfærdighed. Denne anvender ikke menneskestiftede love, men dømmer med noget andet ved en bestemt lejlighed. Et eksempel på det er, at han dømmer med noget andet end dét som Allâh har åbenbaret for at hævne sig på en person. Denne er uretfærdig.
Disse egenskaber anvendes altså afhængigt af forholdene. Der er også lærde som siger at alle disse egenskaber anvendes på én og samme person og at hver vantro er uretfærdig og syndig. De beviser det med Allâhs تَعَالَى ord:
وَالْكَافِرُونَ هُمُ الظَّالِمُونَ
“De vantro er dem, der handler uret.” (2:254)
وَأَمَّا الَّذِينَ فَسَقُوا فَمَأْوَاهُمُ النَّارُ
“Men de, der er trodsige syndere, deres herberg bliver Ilden.” (32:20)
Dette er den større trodsig synd.
Uanset hvad, skal man, præcis som Shaykh al-Albânî رَحِمَهُ اللهُ pointerede, kigge efter hvilke konsekvenser det vil have. Spørgsmålet er ikke bare teoretisk. Det vigtigste ligger i praksis og hvilke konsekvenser det vil have.