al-Albânî om magthaverne som erstatter Sharî`ah med menneskestiftede love

Taler: Imâm Muhammad Nâsir-ud-Dîn al-Albânî (d. 1420)

Kilde: Fitnat-ut-Takfîr, side 44-48

Hvis vi vender tilbage til Djamâ`at-ut-Takfîr, eller deres brancher, og deres Takfîr på magthaverne og alle andre som lever under dem og arbejder for dem, lægger vi mærke til hvordan deres ideologi er baseret på en usund tanke som har sit udgangspunkt i, at den som begår en synd er vantro.

Jeg mødte en gruppe mennesker som plejede at være sammen med Djamâ`at-ut-Takfîr, men derefter blev vejledt af Allâh. Jeg sagde til dem:

“I har gjort Takfîr på visse magthavere, men hvorfor gør I Takfîr på imâmerne, prædikanterne, bønneudråberne og vagtmestrene i moskéerne? Hvorfor gør I Takfîr på lærerne som underviser Sharî`ah i skoler og andre steder?”

De sagde:

“De er glade for disse magthaveres styre som styrer med noget andet end dét som Allâh har åbenbaret.”

Hvis hjertet er tilfreds med en anden dom end den som Allâh har åbenbaret, flytter vantroen sig fra at være handlingsrelateret til at være trosrelateret. Enhver magthaver som dømmer med noget andet end dét som Allâh har åbenbaret fordi han anser at det er mere passende i dag i forhold til Sharî`ah-baseret dom som stammer fra Qur’ânen og Sunnah, begår utvivlsomt en trosrelateret vantro – og ikke bare en handlingsrelateret af slagsen. Det samme gælder for dem som er tilfredse med hans behag og trosopfattelse.

Først og fremmest kan I ikke sige at nogen magthaver som styrer med vestlige og vantro love – eller endda mange af dem – siger at de er sandheden og gode, og at det ikke er tilladt at dømme med islâm. Skulle de sige det, er de utvivlsomt vantro.

Hvis vi så går over til borgerne, herunder de lærde, fromme og andre, undrer jeg mig over hvordan I gør Takfîr på dem bare fordi de lever under et styre som omfatter dem ligesom det omfatter jer? I siger åbent at de er vantro frafaldne og at det er obligatorisk at styre med dét som Allâh har åbenbaret. Derefter undskylder I jer selv ved at sige at bare fordi man afviger fra den Sharî`ah-baserede dom, betyder det ikke at man er frafalden! Det er præcis hvad alle andre siger, men I gør uretmæssigt Takfîr på dem.

Én af faktorerne som klargør deres fejl og vildfarelse er at man spørger dem hvornår en muslim bliver frafalden. Er det efter én gang? Eller skal han offentliggøre sit frafald? De vil ikke kunne svare på spørgsmålet, og de vil ikke have ret. Således skal vi give et eksempel.

Lad os sige at vi har en dommer som har vane at styre med Sharî`ah. På et tidspunkt vender han sig bort og dømmer med noget andet end Sharî`ah og giver til den uretfærdige i stedet for den uretfærdigt behandlede. Han har definitivt dømt med noget andet end dét som Allâh har åbenbaret. Siger I at han er en vantro frafalden? Nej, kommer de til at sige, fordi det var en engangshændelse. Bliver han så vantro hvis han gør det en anden og tredje gang og afviger fra Sharî`ah? Jeg gentog spørgsmålet tre eller fire gange. Hvornår bliver han vantro? De kan ikke fastsætte en grænse for, hvor mange gange Sharî`ahs dom skal opponeres inden man gør Takfîr på personen.

Dog kan de fuldstændig gøre det stik modsatte; hvis de ved at personen ved sin første kendelse ser op til en anden dom end Allâhs dom, anser at den er lovlig og ser ned på Sharî`ahs dom – er det helt korrekt at sige at personen er en frafalden.

Og omvendt; hvis vi ser en person dømme med ti forskellige kendelser som opponerer sig Sharî`ah og spørger ham hvorfor han styrer med noget andet end dét som Allâh har åbenbaret, siger han at han er bange eller bestukket. Denne er meget værre end den førstnævnte, men vi kan ikke gøre Takfîr på ham inden han siger at han ikke kan lide at styre med dét som Allâh har åbenbaret. I så fald kan vi sige at han er en vantro frafalden.