Taler: Imâm Muhammad bin Sâlih bin `Uthaymîn (d. 1421)
Kilde:
Spørgsmål: Hvad siger De om den som argumenterer med skæbnen når han synder og siger at det allerede er bestemt om han kommer til at være ulykkelig eller lykkelig?
Svar: Han har ret når han siger at det er bestemt om han kommer til at være ulykkelig eller lykkelig. Men er han tvunget til at gøre det? Ved han, at Allâh har bestemt det for ham? Vi ved jo ikke hvad der er bestemt for os før vi har handlet. Hvis han ikke ved at han kommer til at gøre en dårlig gerning før han har gjort den, så kan han overveje at være blandt de lykkelige og handle i overensstemmelse med deres gerninger.
Personen som argumenterer med skæbnen for at synde argumenterer ikke med skæbnen når det kommer til verdslige formål. Du kan se hvordan han gør alt for at nå sit mål uden at argumentere med skæbnen. Allâh سُبْحَانَهُ وَ تَعَالَى annullerede argumentationen med skæbnen da Han sagde:
رُّسُلاً مُّبَشِّرِينَ وَمُنذِرِينَ لِئَلاَّ يَكُونَ لِلنَّاسِ عَلَى اللّهِ حُجَّةٌ بَعْدَ الرُّسُلِ وَكَانَ اللّهُ عَزِيزًا حَكِيمًا
“Det var udsendinge, som bragte gode budskaber og advarede, for at menneskene ikke skulle have noget argument mod Allâh efter udsendingene. Allâh er Almægtig og Alvis.” (4:165)
Hvis skæbnen havde været et argument, ville den have været et argument både før og efter sendebudene. Han annullerede også hedningernes ord da Han sagde:
سَيَقُولُ الَّذِينَ أَشْرَكُواْ لَوْ شَاء اللّهُ مَا أَشْرَكْنَا وَلاَ آبَاؤُنَا وَلاَ حَرَّمْنَا مِن شَيْءٍ كَذَلِكَ كَذَّبَ الَّذِينَ مِن قَبْلِهِم حَتَّى ذَاقُواْ بَأْسَنَا
“De, der sætter andre ved Allâhs side, vil sige: “Hvis Allâh ville, havde hverken vi eller vore fædre sat andre ved Hans side, og vi havde ikke erklæret noget forbudt. Således kaldte de, der var før dem, det for løgn, indtil de fik Vor vælde at smage.” (6:148)