Taler: Imâm Sâlih bin Fawzân al-Fawzân
Kilde:
Spørgsmål: Allâh سُبْحَانَهُ وَتَعَالَى sagde:
وَلَوْ أَنَّهُمْ إِذ ظَّلَمُواْ أَنفُسَهُمْ جَآؤُوكَ فَاسْتَغْفَرُواْ اللّهَ وَاسْتَغْفَرَ لَهُمُ الرَّسُولُ لَوَجَدُواْ اللّهَ تَوَّابًا رَّحِيمًا
“Hvis de, når de havde handlet uret mod sig selv, kom til dig og bad Allâh om tilgivelse, og hvis sendebudet bad om tilgivelse for dem, så ville de finde Allâh tilgivende og barmhjertig.” (4:64)
Er det foreskrevet for personen som har gjort en stor synd at rejse til al-Madînah, gå til Allâhs sendebuds صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّم grav, bede Allâh om tilgivelse – og bede sendebudet om at mægle for tilgivelse?
Svar: Det gjorde hverken ledsagerne eller resten af beundringsværdige generationer. Det beviser at dette er ikke versets betydning og at dets dom ikke skrider frem – fordi Allâh sagde:
إِذ
Den konjugation bruges til at understrege datid. Verset handler om et folk, der ønskede at en anden end sendebudet صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّم skulle dømme mellem dem. De ville hellere have at af Ka`b bin al-Ashraf skulle dømme mellem dem, fordi de vidste, at han tog imod bestikkelse. Der var altså en tvist mellem en jøde og en hykler. Jøden ønskede at Muhammad صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّم skulle dømme mellem dem, fordi han vidste at sendebudet ikke tog imod bestikkelse – mens hykleren ville at Ka`b bin al-Ashraf skulle dømme mellem dem. Da blev der åbenbaret:
أَلَمْ تَرَ إِلَى الَّذِينَ يَزْعُمُونَ أَنَّهُمْ آمَنُواْ بِمَا أُنزِلَ إِلَيْكَ وَمَا أُنزِلَ مِن قَبْلِكَ يُرِيدُونَ أَن يَتَحَاكَمُواْ إِلَى الطَّاغُوتِ وَقَدْ أُمِرُواْ أَن يَكْفُرُواْ بِهِ وَيُرِيدُ الشَّيْطَانُ أَن يُضِلَّهُمْ ضَلاَلاً بَعِيدًا
“Har du ikke set dem, der hævder at tro på det, der blev sendt ned til dig, og på det, der blev sendt ned før dig? De vil helst bringe stridsspørgsmål op for afguderne, også efter at de er blevet påbudt ikke at tro på dem. Satan ønsker at føre dem langt bort fra den rette vej.” (4.60)
frem til:
وَلَوْ أَنَّهُمْ إِذ ظَّلَمُواْ أَنفُسَهُمْ جَآؤُوكَ فَاسْتَغْفَرُواْ اللّهَ وَاسْتَغْفَرَ لَهُمُ الرَّسُولُ لَوَجَدُواْ اللّهَ تَوَّابًا رَّحِيمًا
“Hvis de, når de havde handlet uret mod sig selv, kom til dig og bad Allâh om tilgivelse, og hvis sendebudet bad om tilgivelse for dem, så ville de finde Allâh tilgivende og barmhjertig.” (4:64)
Det vil sige, hvis de bad om tilgivelse for denne forbrydelse og gik til sendebudet صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّم i hans levetid. Det var et særtilfælde. Verset er ikke alment i den forstand, at det gælder efter hans صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّم død. Beviset er:
إِذ
som bruges til datid. Han sagde ikke:
إذا
Den konjugation bruges til fremtidsformen, altså fremtid.