Taler: Imâm Sâlih bin Fawzân al-Fawzân
Kilde:
Imâm Ibn-ul-Qayyim رَحِمَهُ اللهُ sagde:
“Til Satans mærkelige konspiration hører, at han udforsker mennesket for at vide om det har tendens til dristighed og mod – eller passivitet og svaghed. Hvis han ser at mennesket er passivt og svagt, kommer han til det for at svække dets interesse og lyst til det befalede og få mennesket til at se det som besværligt og tage let på at afstå fra det. Til sidst forlader mennesket det helt – eller tager det let på det og sløser med det…
Nogle havnede i underdrivelse og sagde at Allâh aldrig har sagt et ord…”
Nogle benægter Allâhs tale – som Djahmiyyah, Ashâ`irah og deres tilhængere. De benægter Allâhs tale. De siger at Allâh taler ikke, og at Han i stedet skaber en tale i eksempelvis Djibril, Muhammad og den Bevarede tavle. Allâh taler altså ikke – langt er Allâh fra det! Det er en brist i forholdet til Allâh سُبْحَانَهُ وَتَعَالَى. De beskriver Ham med stumhed. Da de havde tilbedt kalven, fordømte Allâh dem for det og sagde:
أَلَمْ يَرَوْاْ أَنَّهُ لاَ يُكَلِّمُهُمْ وَلاَ يَهْدِيهِمْ سَبِيلاً
“Kunne de ikke se, at den hverken talte til dem eller viste dem vej?” (7:148)
Det betyder at den der ikke taler ikke kan være en gud. Allâh سُبْحَانَهُ وَتَعَالَى taler, befaler, forbyder – og Han har åbenbaret skrifterne. En engel steg ned med Hans tale til sendebuddet og sendebuddet forkyndte den til skabelsen. Det er Allâhs سُبْحَانَهُ وَتَعَالَى tale; Qur’ânen er Allâhs tale, Toraen er Allâhs tale, Evangeliet er Allâhs tale. Han har åbenbaret dem for Sine sendebude gennem englen Djibril عَلَيْهِ الصَّلَاةُ وَالسَّلَامُ. Disse mennesker benægter at Allâh taler og mener at det er en budbringer der taler; enten et sendebud blandt englene eller også et sendebud blandt mennesker – som Muhammed صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّم og hans brødre blandt profeter og sendebude. Det er én gruppe.
En anden gruppe siger at al eksisterende tale er Allâhs tale, herunder hundens gøen og æslets skryden. Overdrivelse. Disse bekræfter overdrevent mens de andre benægter overdrevent. Så de er to modsætninger.
Imâm Ibn-ul-Qayyim رَحِمَهُ اللهُ sagde:
“… mens andre havnede i overdrivelse og sagde at Han taler hele tiden og at Han stadig siger:
يَا إِبْلِيسُ مَا مَنَعَكَ أَن تَسْجُدَ لِمَا خَلَقْتُ بِيَدَيَّ
“Iblīs! Hvad hindrede dig i at kaste dig ned for den, som Jeg har skabt med Mine hænder?” (38:75)
اذْهَبْ إِلَى فِرْعَوْنَ إِنَّهُ طَغَى
“Gå til Farao! Han er overmodig!” (79:17)” [Ighâthat-ul-Lahfân (1/86)]
Allâhs tale er en af Hans عَزَّ وَجَلَّ handlinger. Hans handlinger opstår når Han سُبْحَانَهُ وَتَعَالَى vil. Hans handlinger er forbundet med Hans vilje. Han taler nemlig ikke altid. Han taler når Han vil og Han taler hvad Han vil.